De etiske retningslinjer understøtter dermed digitale oplevelser, der beskytter børn mod risici, gennem et sikkert, alderssvarende digitalt miljø, der er udformet med respekt for barnets bedste og øvrige rettigheder. Samtidig påkræver det, at vi som samfund sætter krav til de digitale tjenesteudbydere om at indrette, løbende vurdere og tilpasse tjenesterne med udgangspunkt i barnets alder og kognitive og emotionelle udvikling.
For at sikre at de etiske retningslinjer kommer ud at leve, er der behov for bred involvering af de aktører, der dels har en stemme i samfundet, dels er i berøring med indsatsens vigtigste interessenter – børn og unge. I Medierådets proces med udviklingen af de etiske retningslinjer har vi med stor glæde kunnet konstatere, at der allerede i dag foregår en stor indsats ift. børn og unges digitale rettigheder i kommunerne, herunder foreninger og SSP-regi og blandt børneorganisationer og statslige myndigheder. Retningslinjerne kan derfor med fordel forankres som en naturlig del af eksisterende indsatser.
Men vi har behov for, at endnu flere støtter op i kampen om at sikre børns digitale sikkerhed, trivsel og tryghed, og bistår i udbredelsen og implementeringen af de etiske retningslinjer. Vi håber derfor på i den kommende tid at etablere flere samarbejder og sikre fortsat udvikling af nødvendigt informations- og potentielt undervisningsmateriale.